VOLA - En designhistorie

VOLA - En designhistorie

VOLA hører med i generationen af designklassikere fra dansk designs guldalder. De første VOLA armaturer blev designet tilbage i 1968 af Arne Jacobsen, der som designer især er kendt for sine berømte stole bl.a. Ægget og Svanen.

Anledningen dengang var byggeriet af Danmarks Nationalbank. Samarbejdet med VOLA kom i stand, da den jyske armaturfabrikant, Verner Overgaard henvendte sig til Arne Jacobsen med en ide til et armatur, hvor alle rør skulle skjules i væggen, hvilket var noget helt nyt på dette tidspunkt. Mødet mellem de to blev begyndelsen til en hel serie af armaturer og tilbehør til køkken og bad. Allerede i 1974 blev VOLA valgt til designsamlingen på Museum of Modern Art i New York. Igennem årene har VOLA modtaget adskillige danske og udenlandske designpriser og er at finde så fornemme steder som den tyske Rigsdag i Berlin, det Skotske Parlament i Edinburgh, Concertgebouw i Amsterdam samt en lang række kunstmuseer og luksus hoteller verden over.

Individualitet i centrum
Arne Jacobsens ide var i sin tid at skabe orden i det kaos af tekniske installationer, der var i datidens badeværelse. VOLA serien var fra starten tænkt som et modulsystem, der inkluderede de funktioner, der var brug for i et badeværelse. Modulsystemet er gennem årene blevet udbygget og perfektioneret, så det nu er muligt at sammensætte sit helt eget armatur ved at kombinere ventilsystem, greb, udløb, dækplade eller roset sammen med udvalgte tilbehørsdele. Serien fås i børstet rustfrit stål, højglanspoleret krom, børstet krom, poleret messing samt 14 forskellige farver, så der er væld at muligheder for at skabe sin helt individuelle designløsning. VOLA giver også mulighed for at forholde sig bevidst til sit vandforbrug. For eksempel er armaturerne til håndvask forsynet med en vandsparer, der regulerer vandmængden ned til 5,5 liter pr. minut, hvilket er det optimale til håndvask. Ønsker man en endnu lavere vandmængde er det også muligt.

Wellness og æstetik
Drømmer man om den helt ekstravagante wellness-løsning med kaskader af vand fra alle sider, kan det dog også lade sig gøre. VOLA har haft stor succes med sin lancering af et nyt brusekoncept, hvor der kan vælges mellem forskellige hovedbrusere og sidebrusere. Æstetik, velvære og individualisme beskriver tidens trend i det moderne badeværelse. En helt ny tendens indenfor luksus boliger er, at soveværelset og badeværelset er kombineret til at være ét rum for velvære og fordybelse. Ofte er badekarret placeret frit i rummet. Det fritstående armatur, FS1 er da også tænkt til dette rum. Det er designet til at kunne betragtes fra alle sider og sammen med badekarret stå nærmest som en skulptur i rummet. FS1 blev lanceret i 2007 og modtog samme år GOOD DESIGN™ Award, der uddeles årligt af The Chicago Athenaeum: Museum of Design and Architecture.

I marts 2009 lancerede VOLA to nye fritstående armaturer, nemlig et armatur til fritstående håndvask, FS2 og en fritstående bruser med termostat, FS3. 

Designet af håndvaskarmaturet FS2 er en nyfortolkning af de geometriske former og et minutiøst arbejde med den måde, hvorpå de forskellige designelementer kobles sammen. De valgte rørdimensioner er slanke og langstrakte og skaber en elegant silhuet, der står smukt i rummet lige meget hvilken vinkel armaturet ses fra.

Den fritstående bruser med termostat, FS3 var en længe ventet nyhed i VOLA serien.

Også her har udfordringerne i designprocessen været arbejdet med armaturets proportioner og sammenføjningen af forskellige designelementer til en smuk helhed.

Hvor FS2 er elegant og filigran i sit udtryk, står FS3 selvbevidst og stærk i rummet.

De nye fritstående armaturer har helt deres eget udtryk og står som skulpturer i rummet og giver det en særlig karakter. FS3 har modtaget 2009 GOOD DESIGN™ Award.

VOLA nu også som håndklædevarmer
VOLA tog i 2009 yderligere et skridt mod at skabe komplette løsninger til badeværelset.. Med lanceringen af et helt nyt element i VOLA serien, nemlig en termostatreguleret håndklædevarmer udviklet som modulsystem, er det muligt at sammensætte sin helt individuelle designløsning. Håndklædevarmeren kan således bestå af det antal stænger, der passer til funktion og indretning i det pågældende rum. For at få den perfekte designmæssige løsning kan stængerne monteres i den afstand, der passer til den flise, der er valgt til badeværelset. Den nye VOLA håndklædevarmer giver således fuld frihed til at skabe en smuk og unik designløsning skabt til det individuelle rum.

Som hele VOLA serien er håndklædevarmeren indbygget i væggen. Alle rør og tekniske dele er skjult, så kun de elementer, der bidrager æstetisk til rummets design er synlige. Hver indbygningsdel produceres individuelt med den afstand, som den enkelte kunde har ønsket og leveres fra VOLA fabrikken i Horsens inden for ganske få dage. Håndklædevarmeren er et eksempel på en helt ny tankegang, både hvad angår produktion og logistik, teknik og design. VOLA sætter dermed endnu engang nye standarder inden for sit felt og udfolder sin designvision om at udvikle VOLA brandet i en smuk balance mellem kontinuitet og innovation. Håndklædevarmeren har modtaget 2009 GOOD DESIGN™ Award, der uddeles årligt af The Chicago Athenaeum: Museum of Design and Architecture.

Round Series: Designudvikling med udgangspunkt i VOLA design DNA
Under overskriften ”Celebrating continuity – celebrating change” overfører VOLA sit design DNA til nye produkter til badeværelset. Grundlæggeren af VOLA Verner Overgaard introducerede ideen om at skjule de tekniske dele i væggen. Dette princip videreføres i Round Series. Designet af de nye produkter tager sit afsæt i cirklen som geometrisk form. Som vi kender det fra VOLA armaturerne er cirklen smukt omkranset af en ring.

Den indbyggede affaldsbeholder VOLA RS1 åbnes med et let tryk på fronten med hånden eller knæet. Affaldsbeholderen er let at tømme og praktisk med sin placering på væggen - både i forhold til betjening og rengøring. Affaldsbeholderen kan desuden monteres ved siden af toilettet til hygiejneartikler. Indbygningsdybden er 15 cm. Den kan indbygges direkte i hård eller let væg, alternativt i en forsatsvæg eller i et vaskemøbel. Affaldsbeholderen fås også til påbygning på væggen og har samme suveræne enkelthed og elegance som den indbyggede og findes i to størrelser.

Papirdispenseren, VOLA RS2 er det andet nye medlem af VOLA familien. Som på VOLA armaturerne er en cylinder omkranset af en ring. I papirdispenseren er cylinderen bygget ind i væggen. Den kan rumme op til 100 papirservietter. En skjult fjeder sørger for at servietterne hele tiden presses fremad. Man kan let se om der skal påfyldes flere servietter, og nye servietter påfyldes ved at trække cylinderen fremad.

Den nye VOLA Round Series med indbygget affaldsbeholder vandt prisen Plus X Award 2011 som ”Best Product of the Year 2011” i sin produktkategori. Desuden vandt VOLA Round Series kategorierne: Innovation, Design og Funktionalitet. VOLA RS1 blev også tildelt GOOD DESIGN™ Award 2011 og German Design Award 2013.

VOLA bruseren 060, lanceret i 2012 er ikke den første bruser designet og produceret af VOLA. Men det er den første runde hovedbruser. Det er det, der gør den til noget særligt. Den runde hovedbruser er en naturlig forlængelse af VOLA serien, der åbner nye muligheder for at skabe en unik indretning komplet med VOLA.  Den runde hovedbruser har rod i det kendte VOLA designsprog, der står for kontinuitet. Hele VOLA serien har sit udspring i proportionerne i de klassiske VOLA armaturer, som Arne Jacobsen designede for mere end 45 år siden. Derfor passer de enkelte elementer så naturligt sammen. Den runde hovedbruser har en naturlig elegance og perfektion, hvor de tekniske dele bevidst er skjult - som ved alle VOLA produkter. VOLA 060 blev tildelt

GOOD DESIGN™ Award 2013 og German Design Award 2014.

I tråd med designet af den prisbelønnede Round Series hovedbruser, 060 lancerede  VOLA i 2015 en smuk håndbruser med et ikonisk rundt hoved, der reflekterer designelementerne i hovedbruseren. Til håndbruseren hører en brusestang.

Komplet berøringsfrit koncept
Den elektroniske sæbedispenser, VOLA RS10 blev lanceret i 2013. Den fås i to varianter, til cremesæbe og til skumsæbe. For cremesæbe er der fire forskellige indstillingsmuligheder for sæbemængde at vælge imellem. Sæbemængden kan ændres på stedet. Sensorrækkevidden kan ligeledes justeres på stedet, blot ved at dreje en skrue. Sæbedispenseren er indbygget og dermed pladsbesparende. Samtidig sikres det, at spildt sæbe opsamles i sæbedispenseren og ikke havner på vasken eller gulvet. Sæbedispenseren er meget let at vedligeholde. To farveindikatorer viser sæbemængden og angiver, når sæben skal genopfyldes. Sæbedispenseren har modtaget Interior Innovation Award 2014 og German Design Award 2015.

Ligesom sæbedispenseren sidder det tilhørende cisterneskyl  RS82E og RS83E elegant plan med væggen og er helt berøringsfrit. To runde sensorelementer placeres ved siden af hinanden, et for fuldt skyl og et for halvt skyl, vist med en halvcirkel. Alternativt kan et enkelt sensorelement monteres, kun for fuldt skyl.

Nye spa produkter fra VOLA
Den private spa, hotel spa eller sauna skal være indbegrebet af harmoni, hvor krop og sjæl finder ro og ny energi. Til dette miljø hvor afspænding og opladning skaber wellness har VOLA udviklet to nye produkter: en vandfaldsbruser og en Kneipp slange. Begge produkter er designmæssigt en videreførelse af det klassiske VOLA design og blev introduceret i VOLA serien i 2015 efter ønske fra verdens førende arkitekter, der specificerer VOLA til deres byggerier verden over. Kneipp slangen og vandfaldsbruseren er designet til den holistiske bruseoplevelse. Begge brusere leverer en blød stråle af koldt vand til at berolige sjælen og vække kroppen efter saunaoplevelsen.

Link Arkitektur
De nye VOLA produkter lanceret efter 2007 er designet af Link Arkitektur. I forbindelse med at Link Arkitektur tegnede det nye VOLA Academy i 2007, blev de bedt om at designe en ny serie fritstående armaturer og en ny håndklædevarmer, der efterfølgende som nævnt har modtaget flere internationale designpriser. Link Arkitektur har designet alle nye VOLA produkter siden 2007.

Til VOLA Academy udviklede Link Arkitektur desuden et nyt showroomkoncept til VOLA udstillingen i Pakhus 48 og til VOLA showrooms i Amsterdam, London, Wien, München, Bruxelles, Oslo og Shanghai. Så samarbejdet har afspejlet en holistisk tilgang til arkitektur og design med udgangspunkt i et stykke designhistorie, hvor innovationen har rod i de klassiske VOLA designprincipper.

KONTAKT VOLA
Følg VOLA på Instagram og se mere inspirerende nyt om design og arkitektur. @vola.denmark - Posts fra Instagram
Dansk designarv VOLA oplevelsen Et løfte om lang levetid

Når du vælger VOLA, får du ikke kun et produkt, hvor design og kvalitet holder i generationer. Du bliver også en del af den danske designhistorie med danske designikoner produceret i den bedste danske håndværkstradition

Brug for yderligere hjælp?

Hvis du har spørgsmål, er vi her for at hjælpe.

Kontakt